WoA

Flygtningen - Del 1

Han står på pladsen foran banegården.

Den ligner mest af alt et præsidentspalads i en afdanket bananrepublik, men han er i en større provinsby, og lysreklamernes blinken, køren og glitren prikker huller i kulissens fortæppe.

Han går ind.

Hallen er høj og ender 15 meter fra hans øjne i et kasetteloft af beton, der imiterer marmor. I det hele føler han det som et strejf af Hellas, eller en badeanstalt i det gamle Rom – Carcallas Termer. Han ser et mørklagt lysbilledlokale, 1. g sproglig med forår udenfor. Eneste forskel er det maglende, gyldne middelhavslys i vinduerne under loftet.

Han passerer miniaturelandskabet bag den hermetisk lukkede kasse, hvor småfolks fem fladtrykte næser glor ind på togene, som med mellemrum blæses til afgang i et ryk. Kører rundt i en neonblålig nat, rundt og rundt i lilleputstaten, indtil de standser og rørene i loftet tændes. Alt går i stå.

Det er om dagen, at alt er mest statisk.

Han stiler mod designerstanderne, der blankpolerede stikker af mod den klassiske bygning. Skærmenes lysende punktbogstaver, grønt og gult, fortæller, hvad han allerede ved.

22.02

Vender sig.

Over indgangsdørene er en vældig paradegang, et galleri, hvor den eneste iøjnefaldende mangel er demagogen, diktatoren, halvt skjult bag talerstolens strittende hær af mikrofoner med ledninger som blodårer ud til folket. han hører den gennemtrængende stemme vælte ud over ganorghavet i surroundsound: Toget til... Kører nu fra... Ankomst...

Men ingen synes at bemærke det. Ved i forvejen, hvad der vil blive sagt.

Han jokker lidt rundt, stikker ild til en cigaret. Går videre ned i maveregionerne på forventningens dyr. Ind i den næste sal. fra termerne og Hellas et zap frem i historien. Herinde en tidlig kristen basilika. træloftet tøndehvælvet mønjestrøget. Et par bænke som alter i den anden ende under et par slanke, gotiske vinduer med transportens evangelium i stærke farver.

Forårslyset er svagt nu, men adskillige olielamper på væggene sidder fastskruede med elektrisk lys opvendt mod loftet. til venstre billetkontorets slogans med rejser til hvorsomhelst. Stadig disse glasfacader enhver kan kigge ind ad. der stikkes intet under bordet. Små hvide lapper med høje numre vinker fra hårdt samlede, rejsesvedige hænder.

De handlende i Templet. Væltede borde, vold, allehånde varer, smadret på skibets gulv.

Til højre tarmsystemet. Nedgangen til perronerne. Ganorger kommer op og suges ned i mundingerne, mest styret af toget. Ankomst. Afgang.

Granater forarbejdes og sendes ud til fronten.

Vil bruge de sidste mønter. Altid kontanter, altid kontanter. Metalskivernes håndfuld gløder hedt i hans hånd. Tilbage i den hedenske, tillukkede atriumgård. Forsvinder ind bag store glasflader iklædt strålende streamers.

En helt anden verden. et forbrugernes helvede. Alt i de syv dødssynder er repræsenteret her. Selv varmen kan han få her. Under hans jakkes og uldsweaters overhud er kulden begyndt at snige sig ud over hans krop. Må have varmen. Udenpå såvel som indeni.

Han går lidt rundt mellem hylderne, rådvild. Først over de mange fristelser, men så også over manglen på evne til at beslutte sig. Der prikkes til sanserne. Tilbudene kan ikke afslås, kildrer oppefra og ned, til der toner en stemme – en fornemmelse – op. Måske... det... hvis de har det... Og han styrer svagt gennem de mandshøje fjeldvægge af varer i inciterende farvespil. han er den nektarsøgende bi.

Når op til det lille tableau i hjørnet, anrettet i fransk slotskælderstil i nøddebajset krydsfiner. Der står et kompagni af flasker. Fodtudser. Vil have noget stærkere. En befalingsmand, om muligt en officer. Har ikke råd til en general. dårligt.

Han køber flasken, og får den, uden at spørge, diskret pakket ind af den uniformerede. Og en pakke cigaretter. Knitrende. Cellofannye cigaretter.

Får endeligt løbepas fra den mennesketomme butik. Målet er opfyldt. Dyden er besejret, slagen.

Han går med hånden i frakkens ene lomme, nede ved cigaretterne.

Flasken klukker mørkt i den anden.

Ser op på emailleurskiven over indgangen til den lille hal, skråt til venstre for ham. Standser ved en pille og står i smug og betragter romertallene. Den store spydviser på 16 og den lille på IX. 21.16. Han ser på sit eget armbåndsur. Det står evigt standset 3.37. Han er kun opdateret to gange i døgnet.

Slendrer ind på toiletterne i hjørnet af den lille hal ved siden af billetkontoret. Folk haster ind med forpinte udtryk og kommer lige så hastige og tyngede af skæve rynker ud. Mest hanner.

Den sædvanlige, evige bums vaklende i alt det surtstinkende hvide, udførende sin egen ballet, slingrende foran kummen, lallende, smældende med pis, der står ud fra skabningen i små, hårde alkohug.

Den sidste mønt ligger varm i hans klo. Går ind i blindtarmen bagved til toiletterne. Lukkede celledøre. Der ligger kun en tung tåge, fyldig af afføring, skam og skyld, som med et skyl bag lukket dør forsvinder og bliver usynlig. Ligger latent, men glemt under overfladen.

Han stopper mønten i et brøsigt udseende dørsystem. Nummer 3. I sikkerhed. Lukker sig ind i den kvalmende gule livmoder. Selv det nede i porcelænsskaktens dyb, en masse af gulligbrunt og laksort, ser bedre ud i denne belysning. Han skyller. Læner sig ind over vaskens organiske former – ser sig selv mongolsk i spejlet. Håret, en fedtet masse, en pudsig mosbevoksning over den arrede pande. Og næsen dryppende. En lysende finger af blod iriserende indtørret ned ad overlæben.

Tørrer det, hastigt afsløret, af med jakkeærmet. Lukker låget for den dirrende blanke overflade i kummen. Den dybe rumlen af ankomst udenfor. Sætter sig. Flaskens papir, knitrende formløs nu. Vædsken er tiltalende i lyset. Mere gyldent og lædskene i misbrugets gule skær. Tager en lang slurk, der udvisker skivebremsers fjerne fanfare og andre lugte og følelser. Han giver sig i andre magters vold.

Han træder ud. Konturerne er knivskarpe nu. Han kender følelsen godt. Murene står så faste, som en vældig støttende naturkraft, der ikke kan give efter. Han er sig selv igen. Hans ham ligger død, ædruelig og sammenkrøllet derinde. En slatten pose af hud, som ikke blev skyllet ud, nej, skal ligge og være et chok for den næste. Kun ren ånd fra nu.

Han går ud, vakler en smule. Perronslusen forude, tallene på skærmen viser 6 grader udenfor. 3 minutter til afgang.

Bliver fotokopieret til uigenkendelighed i lyset mellem rulletrappernes evindeligt kørende, rektangulære skakfelter. Bliver scannet, registreret og sendt til rette destination.

Lukker øjnene og fornemmer.

Det lille albinotog tjugger tøvende ind under stationens paraply. Kun to motorvogne og dørene standser næsten ud for ham. med en hvuislen og skurren af gummi mod gummi glider de op, og de rejsende smyger sig hastigt ud i den kølige stationsluft. Skutter sig som af frygt.

Han finder sig en velbjerget plads i rygerafdelingen. Vogn 20. der er kun få rejsende. Hvem har vel også lyst til at rejse på dette tidspunkt, hvis ikke af absolut nødvendighed?

En deling festklare fyre sætter sig vaklende og hujende på seks sæder i den anden ende. En sværm myg på et kadaver. Og kadaverne er en tjekket type med digital musik af nyeste mærke i ørerne og selvkomponeret brillestel. I den anden side med 45 års forskel en lille, gammel dame med et nervøst ben, som hun trækker på med hyppige mellemrum. Flytter sig længere ind i hjørnet og stirrer fortabt på en banefunktionær ovre på naboperronen.

Han sætter sig efter at have hængt jakken på den galvaniserede krog ved vinduet. Fumler lidt rundt efter en cigaret og har den usaliges nervøsitet. kør nu. Kør nu. Toget begynder at rulle. kabinen genlyder af højrystet tale fra de mange.

Han slapper af nu.

Der er svalt i hans ende. Han sidder alene, skjult bag de høje rygge. Panellyset i loftet blinker langsomt stroboskobisk. Kontrolløren vil måske sætte et nyt rør i. Nu, med det samme. De andre virker pludseligt udflydende, som spejlinger i vand en gråvejrsdag.

Kun stemmerne står tilbage.

Han rejser sig med et snigende sæt, efter at have lirket jakken ned fra krogen. Flasken skvulper tungt i inderlommen. Forsigtigt – ubemærket. Ud på gangen. Stemmerne forsvinder bag hans ryg. Skydedørene lukkes. Han har været omgivet af glas og komprimeret luft, fotoceller og lysstofrør i halvanden time, og det er koldt. Toget dirrer. Det er mørkst bag vinduerne. Lys dukker op og forsvinder. Stjerneskud. Toget vibrerer, hjulene skærer metallisk som knivsblade, der slibes mod skinnerne under ham. Hjertet fylder i ham med en let panisk trommen. Han er kardansk ophængt. Han står fuldkomment plant, mens toget slingrer derudad med noget over hundrede i timen. Han er et watterpas.

Den kvadratiske stålknap med en krans af svagt orange lys giver et tørt klik ved berøringen. Endnu en skydedør forsvinder, uvist hvorhen. Et stift fortæppe, der slår op til hver side, åbner ind til den lille hule med blødt nupret linoleum.

Der er en duft af udsugning og flydende håndsæbe. han sætter sig endnu engang på et toilet uden at benytte det til dets virkelige formål. Tager flasken frem. Halvfuld ligesom den. Må være tom som den. Væsken har kun et svagt gyldent snit, togets bevægelser får det hele ned i fire mellemlange slurke. Svagt rystende, slingrende gennem natten. Om tre timer...

På vej ind møder han konduktøren. Høj, ung, myndig. I et stillestående øjeblik, mens toget kører jævnt. Fumler rundt efter livstråden. Landnamspas. Finder den rystet og pinlig tilpas. Den myndige klipper hurtigt med en svær stempelsaks og forsvinder lydløst.

Han stirrer ud af det gennemsigtige glas. Der er ingen lys i natten mere. kun hans eget druk-fjæs. En face.